Synes du, at det kan være en dyr fornøjelse at få alle de nødvendige yogaredskaber i hus til din hjemmepraksis? Så tøv ej! Her kommer mine bud på, hvordan du helt gratis og simpelt kan lave dine egne yogaredskaber ud af det, du har derhjemme.
Bolster/yogapølle
Bolsteren – også kaldet yogapøllen – er et godt redskab at have til de mere rolige yogaklasser som fx yin yoga eller restorativ yoga. Vi bruger den som ekstra støtte i både siddende og liggende stillinger og mulighederne er uendelige. Den kan eksempelvis være god, hvis du ønsker at have støtte under overkroppen i en siddende foroverbøjning eller hvis du skal ind i en liggende hjerteåbner, hvor bolsteren placeres under hjerteområdet.
Sådan laver du din egen bolster/yogapølle
Tag et par tæpper, læg dem over hinanden og fold dem, så de er bredde nok til at kunne ligge under din overkrop. Rul tæpperne stramt sammen til en pølse. Jo flere tæpper, du bruger, jo større bliver din bolster.
Yogablokke
Yogablokkene bruger vi til at understøtte kroppen i mange forskellige stillinger. Det kan være, at vi har brug for at hvile hovedet på blokken i en siddende foroverbøjning eller at placere den på bækkenet i en ’bridge pose’ i yin yoga. Eller måske vi har brug for at placere hænderne på blokkene, hvis vi ikke kan nå gulvet i en stående yogastilling. Mulighederne for at bruge blokkene i vores yogapraksis er uendelige.
Sådan laver du din egen yogablok
Find din tykkeste bog med hårdt omslag. Voila – Du har en ‘yogablok’!
For en tykkere ‘blok’ placerer du flere bøger oven på hinanden og binder dem evt. sammen med snor eller en stor elastik.
Yogabælte
Yogabæltet kan bruges på mange forskellige måder i yogaen. Vi kan eksempelvis have yogabæltet i hænderne, hvis vores hænder ikke helt kan møde hinanden i ’cow face arms’. Eller vi kan bruge yogabæltet til at trække vores ben lidt længere ned mod os selv, hvis vi ligger på ryggen med benene i vejret og ønsker stræk på hele bagsiden af benet.
Sådan laver du dit eget yogabælte
Når du skal lave dit eget yogabælte, skal du blot finde et almindeligt bælte, et langt halstørklæde eller en træningselastik. Se, hvad ud har i gemmerne, og undersøg inden din yogapraksis, om det valgte er langt nok, så du kan bruge det på den ønskede måde.
Puder og tæpper
I yogaen – især i yin og restorativ – bruger vi ofte puder og tæpper. Det er noget, som de fleste af os har derhjemme. Find dine dejlige puder og blødeste tæpper og hav dem ved hånden inden din yogapraksis. Så er du under alle omstændigheder klar til at krybe ned under det varme tæppe, når din praksis er slut, og du skal ind i Shavasana. Ahh….
Rigtig god fornøjelse med at lave dine egne yogaredskaber.